Dyrehandler, besøgslandbrug, mindre dyreparker, landbrug, dambrug og lignende virksomheder kan normalt godkendes som praktikplads for elever under uddannelse til dyrepasserassistent. Virksomheden skal kunne beskæftige eleven fuldtids hele året rundt med arbejdsopgaver, som er relevante for uddannelsen. Virksomheden skal have et dyrehold, der sikrer et fagligt miljø og fuld beskæftigelse til en elev og minimum en yderligere person med ansvar for den daglige oplæring.
Dyrepasseruddannelsen omfatter ikke uddannelse inden for pasning og pleje af hunde og katte. Hunde- og kattepensioner samt dyreinternater m.v. kan derfor ikke godkendes som praktikplads.
Den uddannelsesansvarlige.
Den uddannelsesansvarlige i virksomheden skal enten være faglært inden for dyrepasserområdet eller have mindst 5 års erhvervserfaring inden for området.
Den uddannelsesansvarlige skal af oplærings- og sikkerhedsmæssige grunde være til stede i virksomheden og indgå i det daglige arbejde.
Virksomhedens drift.
Virksomheden skal være i god og normalt drift. Bygninger, maskiner, udstyr m.m. skal være af normal standard og vedligeholdelsestand samt overholde gældende sikkerhedsforskrifter. Dyrenes almentilstand skal være god og staldforhold skal være forsvarlige. Der skal herske almindelig god orden i virksomheden.
Gældende love, regler og forskrifter for hold af dyr skal være overholdt. Der skal for virksomheden være udarbejdet en arbejdspladsvurdering (APV) i henhold til gældende lovgivning.
Elevens arbejdsfunktioner.
Virksomheden skal kunne tilbyde eleven oplæring inden for hovedparten af følgende arbejdsfunktioner:
• Daglig fodring, udarbejdelse af foderplaner og tilberedning af foder.
• Daglig udrensning, udmugning og rengøring af stalde, dyreanlæg, bure m.m.
• Daglig pasning og pleje af dyrene. (næb, kløer, pels m.v.)
• Periodisk rengøring og desinfektion.
• Vedligeholdelse af staldinventar, bure, folde, hegn m.m.
• Klimakontrol og klimastyring.
• Iagttagelse af dyrenes tilstand, adfærd og velfærd.
• Sundhedskontrol, sygdomsforebyggelse og ikke-dyrlægekrævende sygdomsbehandling.
• Indfangning, mærkning, fiksering, håndtering og eventuel aflivning.
• Observation af brunst, parring, drægtighed og fødsel.
• Betjening og vedligeholdelse af teknisk udstyr.
Godkendelsesperiode og elevantal.
En godkendelse som praktikplads er normalt gældende i 4 år. Godkendelsen kan i særlige tilfælde gælde for en kortere periode og/eller gælde for en bestemt elev. Der er normalt begrænsninger i den periode, den enkelte elev må være i virksomheden. Der kan fastsættes krav om, at der skal indgås kombinationsaftale med en anden godkendt virksomhed.
Der fastsættes begrænsninger i antallet af elever. Der kan normalt godkendes til 1-2 elever inkl. elever på skoleophold. Kun i særlige tilfælde og kun for forholdsvis store virksomheder vil der kunne gives godkendelse til flere elever.