Log på Forside
Retningslinier - dyrepasser, heste 

En forudsætning for godkendelse som praktikplads er, at virksomheden kan beskæftige eleven på fuldtid hele året rundt med arbejdsopgaver, som er relevante for uddannelsen. Virksomheden skal have et hestehold, der sikrer et fagligt miljø og fuld beskæftigelse til en elev og minimum yderligere en person med ansvar for den daglige oplæring.  

Godkendelsen kan for visse virksomheder være begrænset til trin 1 (dyrepasserassistent). En begrænsning til trin 1 kan eksempelvis forekomme for virksomheder med overvejende arbejdsfunktioner inden for rideundervisning, handicapridning, ridefysioterapi eller turridning.

Den uddannelsesansvarlige.
Den uddannelsesansvarlige i virksomheden skal enten være faglært inden for hesteområdet eller have mindst 5 års erhvervserfaring inden for området.

Den uddannelsesansvarlige skal af oplærings- og sikkerhedsmæssige grunde være til stede i virksomheden og indgå i det daglige arbejde.

Virksomhedens drift.
Virksomheden skal være i god og normal drift. Bygninger, maskiner, udstyr m.m. skal være af normal standard og vedligeholdelsestand samt overholde gældende sikkerhedsforskrifter. Der skal være normal god orden i virksomheden, hestenes almentilstand skal være god og staldforholdene skal være forsvarlige. Gældende love, regler og forskrifter for hold af dyr skal være overholdt.

Der skal for virksomheden være udarbejdet en arbejdspladsvurdering (APV) i henhold til gældende lovgivning.

Elevens arbejdsfunktioner.
Virksomheden skal kunne tilbyde eleven oplæring inden for hovedparten af følgende arbejdsfunktioner:

• Daglig pasning og håndtering af heste.
• Daglig fodring og udarbejdelse af foderplaner.
• Udmugning og rengøring af stalde m.v.
• Vedligeholdelse af staldinventar, folde, baner m.v.
• Adfærdsobservationer, sundhedskontrol og sygdomsforebyggelse.
• Pasning af avlsdyr samt arbejdsopgaver ved avl og reproduktion.
• Klargøring af heste til f.eks. kåringer, dyrskuer, ridestævner og undervisning.
• Håndtering af føl og ungheste.
• Motionering og træning af heste.*

* Motionering og træning af heste kan under visse forhold være ridning af heste. Ridning kan indgå i elevens praktikuddannelse i de tilfælde, hvor ridningen udgør en del af hestens daglige motionering, muskelopbygning, opvarmning, løsgøring eller genoptræning efter skader. Praktikuddannelsen kan desuden omfatte visse arbejdsfunktioner i forbindelse med tilridning eksempelvis longering, tilvænning til sadel, trense, rytter mv.

Praktikuddannelsen omfatter ikke ridning som træning og uddannelse af hest og rytter til forskellige niveauer inden for ridesportsdiscipliner.

Afgivelse og modtagelse af rideskoleundervisning er ikke en del af elevens arbejdsfunktioner under praktikuddannelsen.

Godkendelsesperiode og elevantal:
En godkendelse som praktikplads er normalt gældende i 4 år. Godkendelsen kan i særlige tilfælde gælde for en kortere periode og/eller gælde for en bestemt elev. Der er normalt begrænsninger i den periode, den enkelte elev må være i virksomheden. Der kan fastsættes krav om, at der skal indgås kombinationsaftale med en anden godkendt virksomhed.

Der fastsættes begrænsninger i antallet af elever. Der kan normalt godkendes til 1-2 elever inkl. elever på skoleophold. Kun i særlige tilfælde og kun for forholdsvis store virksomheder vil der kunne gives godkendelse til flere elever.

Jordbrugets Uddannelser - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87405410