Oplysninger til fagfolk/skoler
Denne side indeholder oplysninger med særlig relevans for studievejledere, administratorer mv. på erhvervskoler.
Variabel uddannelseslængde
Landbrugsuddannelsen og uddannelserne til dyrepasser, væksthusgartner og produktionsgartner har en variabel uddannelseslængde på mellem 3 år og 5 måneder og 3 år og 11 måneder (trin 2). Assistentuddannelserne (trin 1) har en fast uddannelseslængde på 2 år.
For nogle elever vil der på grund af variabel uddannelseslængde, være mulighed for at afslutte uddannelsen med et skoleophold. Det er dog ikke en betingelse, at elever afslutter uddannelsen med et skoleophold, da der er mulighed for op til 6 måneders praktik efter den afsluttende prøve. Jf. § 34, stk. 2 i Bekendtgørelser om erhvervsuddannelser nr. 1514 af 15/12/2010.
Personlig uddannelsesplan
Skolen udarbejder sammen med eleven og en eventuel praktikvirksomhed ved begyndelsen af uddannelsesforløbet en personlig uddannelsesplan for eleven. Eleven, skolen og praktikvirksomheden er ansvarlig for at følge op på uddannelsesplanen og herunder tage initiativ til eventuel revision, blandt andet på baggrund af den løbende bedømmelse af eleven. Skolen har en overordnet initiativpligt. Jf. § 50. i Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser nr. 1514 af 15/12/2010.
Når skolen modtager en uddannelsesaftale til registrering, tager skolen initiativ til udarbejdelse af personlig uddannelsesplan eller ajourføring af den eksisterende uddannelsesplan. Skolen forelægger forslag til uddannelsesplan eller ajourført uddannelsesplan for parterne, jf. § 50, stk. 5.
Jordbrugets Uddannelser - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87405410