Planteskolegartner, handel
Uddannelsen til produktionsgartner med specialet planteskolegartner, handel varer 3 år og 5-11 måneder.
Vælger du specialet planteskolegartner, handel, får du udover det praktiske arbejde med pasning af planter en uddybende viden om markedsføring og salg og ekspedition af planter. Du får dog også, som på uddannelsen til planteskolegartnerassistent en grundlæggende viden om dyrkning af forskellige planteskole- og grøntsagskulturer.
På specialet lærer du mere om de forskellige planter, deres egenskaber og pasningsbehov og om udstyr og redskaber som anvendes i haver og anlæg. Andre vigtige emner er planternes behov for gødningsstoffer, beskæring og krav til opbevaring.
Skoleforløb
Uddannelsen har et obligatorisk grundforløb på 20 uger og et hovedforløb, der omfatter praktikuddannelse og 25 ugers skoleundervisning. Skoleundervisningen i hovedforløbet er opdelt på 2 skoleperioder på 13 og 12 uger.
Hvis du ikke ønsker at gennemføre hele uddannelsen, kan du afslutte uddannelsen efter 2 år, trin 1, som planteskolegartnerassistent.
Praktik
Praktikuddannelsen foregår i den virksomhed, hvor du er elev. Du kan blive ansat som elev i planteskoler med plantehandel. Du har dog mulighed for at gennemføre op til halvdelen af din praktiktid i en planteskole med planteproduktion.
I praktikken er du med til at løse alle de daglige arbejdsopgaver i virksomheden. Praktikuddannelsen udbygger og supplerer de kvalifikationer, du har opnået i skoleundervisningen. Desuden lærer du at begå dig i faget og mellem kollegaer og opnår en rutine og hurtighed, der svarer til branchens krav.
Jordbrugets Uddannelser - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87405410