Log på Forside
Retningslinier - væksthusgartnerassistent 

Gartnerivirksomheder med produktion og salg af blomster- eller grønsagskulturer kan normalt godkendes som praktikplads for elever under uddannelse til væksthusgartnerassistent, når følgende betingelser er opfyldt. Godkendelsen kan være gældende for en bestemt elev.

Indehaveren/den uddannelsesansvarlige skal af oplæringsmæssige og sikkerhedsmæssige grunde være til stede i virksomheden i dagligdagen og indgå i det daglige arbejde.

Indehaveren/den uddannelsesansvarlige skal opfylde minimum et af tre nedenstående punkter:

• være faglært væksthus- eller produktionsgartner
eller
• have drevet selvstændig virksomhed inden for hovedområdet i mindst 5 år
eller
• have ansat en medarbejder, faglært eller med mindst 5 års erfaring inden for området, som står for den daglige oplæring.

Virksomheden skal være af passende størrelse og være i en god og normalt drift.

Virksomheden skal som udgangspunkt kunne beskæftige eleven fuldtids hele året rundt med arbejde, som er relevant for uddannelsen il væksthusgartnerassistent. Produktionen skal således have et omfang som sikre at der er et fagligt miljø og fuld beskæftigelse til en elev og yderligere en person med ansvar for den daglige oplæring.

Virksomheden skal kunne tilbyde eleven oplæring inden for flere af følgende arbejdsfunktioner:

- Klargøring af vækstplads
- Formering og etablering af væksthuskulturer/kulturer på friland
- Almindelig håndtering og pleje af kulturer
- Vanding og tilførsel af næringsstoffer
- Forebyggelse og bekæmpelse af skadevoldere
- Udtagning, sortering og pakning af planter til salg
- Indkøb af planter og andre varer
- Kundeservice, rådgivning og vejledning af kunder ved køb af planter
- Markedsføring, eksponering og salg af planter og evt. andre varer
- Betjening og vedligeholde væksthusets tekniske installationer

Såfremt virksomheden ikke kan beskæftige en elev hele året rundt med arbejde, som er relevant for uddannelsen, kan virksomheden normalt ikke godkendes.

Virksomheden kan dog evt. godkendes til en bestemt elev under forudsætning af, at der indgås kombinationsaftale, almindelig eller kort uddannelsesaftale omfattende en praktikperiode med relevant beskæftigelse eller såfremt virksomheden ved indgåelse af uddannelsesaftalen ved udstationering forpligter sig til at lade en del af elevens uddannelse gennemføre i en anden godkendt virksomhed.

Der skal for virksomheden være udarbejdet en arbejdspladsvurdering (APV) i henhold til gældende lovgivning. Drivhuse, bygninger, maskiner, udstyr m.m. skal være i en rimelig standard og vedligeholdelsestand. Gældende sikkerhedsforskrifter skal være overholdt og der skal herske rimelig god orden i virksomheden.

En godkendelse som praktikplads er normalt gældende i 5 år, men kan i særlige tilfælde være gældende for en kortere periode. Der fastsætte i visse tilfælde begrænsninger i den periode, den enkelte elev må være i virksomheden.

Der fastsættes begrænsninger i antallet af elever. Mindre virksomheder med begrænset produktion og/eller få beskæftiget kan normalt godkendes til 1 – 2 elever incl. elever på skoleophold. For større virksomheder vil der kunne gives godkendelse til flere elever afhængig af produktionens størrelse og omfang, faglærte medarbejdere, tidligere elevforhold m.v.

En eventuel klage over et afslag på godkendelse skal skriftligt fremsendes til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder, Frederiksholms Kanal 25, 1220 København K.

Jordbrugets Uddannelser - Agro Food Park 15 - 8200 Århus N - Tlf: 87405410